Jeg elsker at vandre på Kullen. Det var et af de første steder, jeg vandrede alene tilbage i 2014. Selvom jeg har gået turen mange gange, har jeg dog aldrig gået fra Kullens Fyr til Arild, hvor man kommer forbi Nimis, der er et slags “slot” lavet af træ, som er skyllet ind på kysten. Men da jeg foretrækker at vandre uden for sommersæsonen, kan jeg ikke tage bussen hele vejen op til fyret. På denne tur tog jeg derfor igen til Mölle for at vandre Mölle – Kullens fyr – Mölle.

Jeg var der også tilbage i 2019, så det er lidt sjovt at se kontrasten fra før epidemien til nu*. Friluftslivskulturen har i den grad ændret sig.

Vil du se en kort video fra denne tur, kan du se den på min Instagram HER.

Min seneste tur fra februar kan du se her:

Info:

Længde: Ca. 9 km.

Tid: 5 timer med pause ved fyret.

Kort: Her er en brochure. Jeg brugte selv sydsverige.dk første gang.

Vandretur på Kullen

Jeg startede som sædvanligt min rejse fra Helsingør med færgen, hvilket jeg bilder mig ind, er den nemmeste vej til Sverige. Især når man bor i Nordsjælland. Det er også den hyggeligste. Kroppen slipper for stressen ved at køre bil og kan i stedet forberede sig på den kommende vandretur.

Jeg stod tidligt op for at nå bussen. Klokken var 5, da vækkeuret ringede. Det er tidligere, end jeg er vant til, men jeg kan godt lide at være i god tid i tilfælde af, at der skulle ske noget uventet. Og så er det en del af min rutine at læse en bog, mens jeg spiser morgenmad. Rygsækken pakkede jeg dagen før. Jeg satsede på en 30 liters rygsæk, så den var pakket med det vigtigste: Koldt vand, kogt vand i termokande, neskaffe, mad, powerbank til min døende iPhone 7, en vandrestav og en varm trøje der ikke blev brug for. Min elskede fyldepen og en notesbog blev der også plads til.

Før i tiden, inden togtiderne blev ændret, passede det offentlige meget bedre. Der tog det ikke alt for lang tid at komme hjemmefra og til Sverige. Men nu er der masser af spildtid. Bussen kørte kl. 7, toget lidt efter. Planen var at ankomme til Helsingør kl. 7:31, lige tids nok til at kunne vinke farvel til færgen. Den næste færge skulle sejle kl. 8:00 og derefter skulle jeg tage en bus fra Helsingborg mod Mölle kl. 8:55 for at være der kl. 9:57. Altså ventede der mig en god 3 timers rejse hver vej, men det var det hele værd.

Morgenen var kold. Med de 4 grader kunne man godt mærke, at oktober endelig begyndte at opføre sig som oktober. Jeg havde som sagt pakket den varme trøje ned i rygsækken, så jeg havde kun en tynd vindjakke over mig. 

Det var stadig mørkt, da jeg steg på bussen. Myldretiden måtte være overstået, for der var ret dødt, indtil jeg kom ind på færgen. 

Jeg kiggede ud over havet, mens solen var på vej op. Orangerøde farver eksploderede på himlen. Vandet begyndte at skumme op rundt om færgen. Fra bildækket lød en klokke, hvorefter bagenden langsomt lukkede, da færgen gled væk fra Helsingør. En kæmpe måge landede på gelænderet og nød udsigten sammen med mig. Venskabet var dog kortvarigt.

Færgeterminalen i Helsingborg har ændret sig meget gennem tiden, men den kilometerlange landgangsbro er stadig den samme. Det føltes som en evighed at nå ud til selve færgeterminalen.

Før i tiden lå der en McDonald’s på 1. etage sammen med nogle andre spisesteder og en bar. Jeg glemmer aldrig den McDonald’s, for lige der mæskede min ven og jeg os i cheeseburgere efter at have tabt 5 kg på en uges vandretur i Abisko – på den 24 timer lange togtur tilbage havde vi kun råd til chips. Det er 11 år siden nu. Du kan læse om turen på Instagram. 

Tilbage til Kullen før jeg bliver for nostalgisk.

Alle busserne holdt til i selve færgeterminalen ved Espresso House. De fleste mennesker var enten i skole eller på arbejde, så også her i Sverige var der dejlig ro i bussen. 

For at kunne tage busserne i Skåne, anbefaler jeg at downloade Skånetrafiken app’en. Det gør det så meget nemmere at købe billetter og man scanner simpelthen bare billetten på telefonen ligesom et rejsekort herhjemme.

Byen Mölle

Bussen nåede til Mölle og standsede ved den flotte gule bygning kaldet Stationshuset. Nu boblede jeg af spænding. Hver gang føles som den første. Jeg forelskede mig på ny. Mölle er en smuk havneby med masser af muligheder for overnatning, hoteller er der nok af. Jeg har altid følt en eller anden slags feriestemning ved at gå og kigge på husene. 

Fra haverne lød der fuglesang fra gråspurve, der jagtede insekter. Byen emmede af ro. Havnen strålede på en baggrund af blå himmel. En kran var ved at sætte en lakeret træbåd i vandet. Ude over havet kunne man ane spidsen af Kullen.

Efter at have gået og forelsket mig i 10-15 minutter, endte jeg ved Kullaberg Naturreservat. Toiletterne var, som så mange andre gange, lukkede. Det samme var isboden, der har åben i sommerhalvåret. På den tid er stranden også en populær destination. Der er både en pool og legeplads til de små, hvis man ikke bare springer i havet. Men det eneste jeg skulle bade i, var min egen sved. 

Udsigten fra stranden var fantastisk. Øresund rullede roligt ind på stranden i den blide vind. Den brusende lyd lagde sig som en summen i ørene og blandede sig med mågernes skrig. Ude i horisonten kunne man ane Nordsjælland, som nu virkede helt fremmed. På min højre side skød klipperne op i himlen og man kunne ikke andet end at glædes ved dette majestætiske landskab. Solen hang stadig lavt og bagte mig i ryggen.

Vandringen begynder

Den grusbelagte sti forvandlede sig til sten og derefter til sidst mindre klippestykker. Nu kunne vandringen begynde. Det første stykke bød på meget stigning mellem de store klippestykker, hvor man havde forsøgt sig med at lave trappetrin af sten. Man kunne forestille sig, hvordan klipperne engang for tusinde af år siden brækkede af toppen og lagde sig til rette på kysten. Rundt omkring på diverse sten og træer blinkede røde mærker til mig. De markerede den første del af ruten mod fyret. Nogle var misfarvede af solen og næsten orange.

Sveden haglede allerede af mig. Varmen kom virkelig som en overraskelse. Ifølge min telefon skulle det være 11 grader, men det troede jeg simpelthen ikke på. Det føltes nærmere som 20. Jeg er sikker på, at jeg blev født på Antarktis, så det var næsten for meget.

Stien drejede ind i et skovstykke og snoede sig gennem træerne. Den var godt trådt til, men rødder og sten lå stadig på lur, klar til angreb. Opstigningen mærkedes tydeligt i knæene og lårene, da jeg omsider fik øje på Ransvik caféen mellem træerne. Den lå på klippesiden omgivet af træer og med havet som udsigt. 

Stien delte sig i to: Man kunne fortsætte til venstre ned til den stenede strand ved caféen eller til højre op til deres parkeringsplads. Jeg tog mig en kigger mod stranden, men lige ved skillevejen stod et træ med en art blomster på. Træet summede voldsomt og var levende af enten bier eller brumbasser eller begge dele, jeg turde ikke nærstudere dem. Det var ikke første gang jeg så dem. De havde gemt sig i forskellige brombærbuske langs ruten, men det her var ekstremt. Og så i oktober måned. Klimaet er langt fra normalt længere. Da jeg var afsted i 2019, var der mange visne blade, nøgne træer og ingen insekter.

Jeg kom overraskende hurtigt til Ransvik og kunne ikke undgå at spekulere på, om jeg pludselig var i form eller om det var, fordi min altid aktive blære vidste, at der var toiletter her. Jeg kom ind på parkeringspladsen og der stod den. Toiletbygningen tårnede sig som en stinkende trone og kaldte mit navn. Før i tiden kunne jeg lade rygsækken stå udenfor, men der var flere mennesker end normalt på denne helt almindelig onsdag formiddag. Kærligheden til naturen er nok en af de mest positive følger af epidemien.

Ruten fortsatte over parkeringspladsen ind mellem nogle træer, hvor et væltet træ hang ind over stien. Det kommer tættere og tættere på jorden for hver gang, jeg er her. Herefter var der en stor eng med bænke, hvor man i år havde valgt at dække det meste med bunker af træer og grene. Sikkert for insekternes skyld, de elskede det i hvert fald. 

Gennem mere tæt skov og mere stigning endte jeg ved en golfbane. Det havde tit moret mig, at der lå en golfbane midt i det hele og især lige her så tæt på havet. Golfspillerne havde fint udsyn til Mölle og havet, der fortsatte i en uendelighed. Barnestemmer gled gennem vinden, der blæste herligt på mit svedige ansigt. Den salte luft daskede blidt til rygsækkens remme. Solen stod bare og grinede på den knaldblå himmel over mit våde tøj.

Der var stadig et stykke vej mod fyret. Den enkle skål havregryn og det blødkogte æg, jeg fik til morgenmad, var ved at være opbrugt. Desværre glemte jeg at tage snacks med og det brokkede maven sig nu over. Stien snoede sig videre, fulgte golfbanens yderkant et stykke, før den endte ved en bakke bag en indhegning. Så vidt jeg kunne huske, skulle der være får her et sted. Denne gang så jeg dog ikke nogen, kun deres lort. Landskabet skjulte sig bag bakken og afsløredes lidt efter lidt jo højere jeg kom. Bølgende bakker kastede sig omkring og vindblæste træer og buske klamrede sig fast i undergrunden. Et smukt sted, der kun blev endnu smukkere med den grønklædte massive klippe, der rejste sig fra havet i baggrunden.

Visitgrottan

Jeg krydsede en masse birketræer og bevægede mig i lang tid gennem tæt skov ad mindre stier. Nogle steder var det som en jungle, da planter slyngede sig ind og ud mellem hinanden og træer stod indhyllet i grøn mos.

Pludselig befandt jeg mig i et kryds. Til venstre for mig stod der en skorstensting, fremfor mig endnu en indhegning og den røde rute. Til højre for mig fortsatte en grusvej, der var kørt til af biler. Ved indhegningen stod et pænt, nyt skilt og pegede i retning mod Mölle, Kullens Fyr og Visitgrottan. 

Visitgrottan var kun 600 meter væk. Jeg har været der én gang før og huskede, hvilket helvede det var at komme op ad trappen igen. Nogle trin var knæhøje! Det var også derfor, jeg valgte at tage den med det samme. Desuden havde jeg ikke prøvet at gå den vej før. Beslutningen blev at vende tilbage til krydset igen bagefter, for det er en flot tur, som jeg ikke vil snyde mig selv for. Og det er selvom, at man nemt kan komme til fyret fra Visitgrottan. Frokosten måtte vente lidt endnu. Hellere brænde det sidste krudt af nu end at brænde en god frokost af bagefter.

Vejen ledte mig over golfbanen, der dækker en stor del af Kullen. Et skilt advarede mig mod flyvende golfbolde.

Jeg fik vejret, mens jeg kiggede eftertænksomt ned ad den lange stejle trappe til Visitgrottan. Jeg ved ikke, om man kunne kalde det en trappe, da det i virkeligheden var store sten og nogle bjælker banket ned i jorden. Jernpæle var hamret fast, hvor det kunne lade sig gøre, med reb mellem hver af dem. Så havde man i hvert fald den sikkerhed, når man skulle kravle ned ad en klippe, vis højdemeter nok svarede til Rundetårn. Jeg klamrede mig til rebet, mens jeg hoppede fra trin til trin. Nogle jernpæle vippede en del, når man hev fat i rebet med sit liv. Havde jeg haft en større og tungere rygsæk på, tror jeg ikke, jeg ville have gået derned uden at sætte den fra mig på toppen. Vælter man, slår man sig alvorligt, er jeg sikker på.

Jeg havde ikke før været heldig nok til at se grotten. Heller ikke denne gang var jeg sikker på at finde den, så jeg bevægede mig bare rundt og tog lidt billeder. Blæsten rev i det brølende hav, vinden buldrede ind i klippevæggene. Det lød som stemmer, der kaldte og grinede. 

Det mindede mig om dengang, jeg var på Færøerne og vandrede rundt på en strand i en dal i Saksun. På denne strand i Saksun skulle man passe på tidevandet, hvis man ville helt ud til havet. Vinden blæste så kraftig der, at det lød som om nogen råbte ”hey!” så jeg blev nervøs for tidevandet og kom aldrig helt ud til havet.

Tilbage i Sverige lagde jeg mærke til nogle enkelte græspletter, der så nedtrådt ud, så jeg prøvede at følge stenkysten rundt om klipperne. Der var den! Der var grotten! Vand løb ned ad klipperne og dryppede forsigtigt ved indgangen. Desværre må jeg indrømme, jeg blev en smule skuffet. Når jeg tænker grotte, tænker jeg det, som man ser det på film, hvor man er nødt til at have lygter eller fakler med ind. Den her var kun stor nok til en gruppe mennesker, men det efterlod stadig en fantastisk følelse i kroppen. Så kunne jeg godt lytte til min mave og smutte tilbage mod fyret og frokosten.

Jeg udnyttede rebet og trak mig selv op ad de højeste trin. For satan, jeg er ikke i form til det her! Et vandfald stod ned ad panden, brillerne skøjtede på næsen og klamrede sig til ørerne. På det her tidspunkt fortrød jeg straks, at jeg var gået derned, men det var hurtigt glemt.

DEN GRÆSTYGGENDE BANDE

Tilbage ved krydset, nu mod Kullens fyr. En eng med to antenne/radar-dimser bredte sig ud over halvøen. I horisonten viste fyret sig som en skakbrik midt i en gulgrøn oase. Nogle gange går der køer her i området, men dem mødte jeg først senere. På en klippekant med udsigt ud over engen sad en dansk familie. De hyggede sig på et picnictæppe og spiste.

Jeg kom til udgangen af indhegningen, hvor en bande græstyggende køer stod og ventede. De stod som ejede de vandrestien. Jeg sørgede for at sige til dem, at jeg skulle forbi, men de var fuldstændig ligeglade. De var som forstenede og så ud til at ignore mig, bortset fra de enkelte køer, jeg nok lige syntes gav mig nogle onde blikke. Derfor droppede jeg vandrestien. Der stod også nogle kalve, jeg ikke ville genere, for deres forældre så uhyggelige ud. 

I siksak snoede jeg gennem de mere velvoksne køer og prøvede ikke at vise min frygt. Jeg har ingen anelse, om køer kan lugte ens frygt ligesom en hund, men jeg tog ingen chancer. Frygten ændrede sig dog hurtigt til irritation, da jeg trådte i en kolort midt i det høje græs, jeg måtte igennem. Jeg brokkede mig hele vejen til fyret.

Kullens Fyr og frokost

Området omkring fyret skal opleves. Der er masser af klipper at udforske, så det er bare med at fyre den af. Jeg, derimod, tænkte kun på at finde et bord, hvor jeg omsider kunne kaste min sandwich med hjemmelavet æggesalat og tre frikadeller i gabet og få noget KAFFE.

Fyret står stolt og kigger ud over havet fra sin plads ved den lille gule bygning, der om sommeren fungerer som spisested. Det nuværende fyrtårn er fra år 1900, men det første fyr blev bygget helt tilbage i 1817. Ved siden af fyret står der også et gammelt papegøjefyr. Stedet skulle vist have fungeret som fyrplads i over 1000 år, hvilket er ret vildt at tænke på.

Et par skoleklasser rendte rundt i området, men i det hele taget var der mange mennesker. Klokken var 13 på en hverdag. Hvad lavede de her? Man skulle tro, det var ferie eller noget. På samme tid i 2019 havde jeg det hele ruten mig selv, hvis man ser bort fra et filmhold, jeg pludselig rendte ind i. Men det var selvfølgelig dejligt at se, at folk havde lyst til at tilbringe mere tid udenfor.

Solen hang stadig kun halvt oppe på den blå himmel, den rykkede sig nærmest kun vandret hele dagen, men varmen slog stadig godt igennem. Jeg havde taget et par tykke vandrebukser og en langærmet trøje på. Det havde der absolut ikke været brug for. En nysgerrig spyflue sværmede om mine frikadeller. Måger og krager skændtes et sted bag nogle træer, mens jeg langsomt lod kaffen glide ned.

Tilbage mod Mölle

Jeg pakkede sammen igen og fulgte nu den blå rute. Klokken var ved at blive mange. Da jeg gerne ville gerne nå bussen kl. 15:30, måtte jeg skynde mig. Bussen kører nemlig kun én gang i timen. 

Når man har sat sig for at være på vej hjem og lige akkurat misser bussen, kan en times ventetid føles som en evighed. Så vandrestaven vågnede op fra sin plads på min rygsæk. Den strakte sig og var klar til at sætte farten op. Den er altid en god støtte mod uforudsete sten og rødder, hvilket der var masser af. Jeg gik hurtigt, men uden at løbe. Jeg ville stadig kigge lidt rundt og det var jo ikke et maratonløb. Mennesker går i gennemsnit nok 5 km/t, jeg havde måske 3-4 kilometer til Mölle. Klokken var 14, så jeg burde kunne nå det. 

Vinden tog til, da jeg drejede af den blå rute mod den gule ved Josefinelust. Det er gået op for mig efter at have kigget på kortet herhjemme, at jeg aldrig har gået den rigtige Mölle – Kullens Fyr – Mölle rute. Ifølge kortet skal man først dreje af ved Djupadal. Oh well… 

Ved en shelterplads stod et par mænd. De var ved at dække op til det helt store tagselvbord, da de så skyggen af min røv suse forbi. Jeg krydsede vejen nogle meter længere fremme, hvor ruten dykker ned i mere skov. Det eneste jeg efterlod, var et sneglespor af sved.

Langt om længe var jeg tilbage ved stranden med Mölle i baggrunden. Klokken var nu 14:58, jeg skulle nok nå bussen. Et øjeblik kølede den hylende blæst min krop. Vandrestaven foldede sig stolt sammen efter endnu en veludført opgave. Tøjet tørrede hurtigt – tak for opfindelsen af polyester. Med rystende ben gik jeg igen mod bus 222. Oplevelsen var som altid helt fantastisk. Kullen er det perfekte sted at teste sin styrke til eventuelle fjeldvandringer i fremtiden.

Jeg er superglad for, at du holdt fast helt til slutningen. Hvis du nogensinde har været på Kullen, er du mere end velkommen til at smide en kommentar. Fortsat god dag.