Længe har Esrum Sø i Fredensborg været på listen over ruter, jeg gerne ville vandre og endelig kom dagen. Den er 27 km lang, starter og slutter samme sted og var tæt på mit hjem, hvilket var de største grunde til valget. Jeg ville gerne udfordre mig selv og se, om jeg kunne gå så langt på én dag. For mig har grænsen i mit hovede altid været 10-15 km på én dag, så næsten 30 km virkede uoverkommeligt.

Noget jeg efterfølgende ærger mig over er, at jeg ikke havde trænet mig selv op til at gå så langt. Det endte med en overbelastning i lårmusklen, som stadig viser sig indimellem, men nok om det.

Se den hyggelige tur her.

Info:

Længde: 27 km.

Tid: 5-6 timer for øvede. 9 timer for mig med pauser og tid til at filme og fotografere.

Kort: Jeg gik efter dette fra AllTrails: Esrum Sø

---

Vandretur rundt om Esrum Sø

Til at starte med vil jeg sige, at der for en introvert som mig selv findes bedre ruter. Denne vandrerute foregår meget på trafikkeret vej. Så er man til vandretur udelukkende i naturlige omgivelser, er vandreturen om Esrum Sø et dårligt valg. 

Turen starter ved Fredensborg Slot, men da jeg bor i byen, startede jeg fra mit hjem. Det var varmt i vejret, solen stod højt på en skyfri himmel. Temperaturen nærmede sig allerede 25 grader, da jeg gik. Hvis man kender mig, ved man, at jeg finder den slags vejr ulideligt. Jeg er overbevidst om, at jeg er født i en iglo på Antarktis. Vejret viste sig (desværre) at være meget bedre, end da jeg planlagde turen.

Turen ud af byen var hyggelig nok. Der er nogle fine huse, små havne og en golfbane, hvis man går af Sørup, som kortet siger, man skal. Humøret var godt. Jeg havde glædet mig, byen forberedte kroppen og hovedet på, hvad der ventede. Og hvad der ventede, var Hillerødvejen. En meget trafikkeret vej, men heldigvis med sti hele vejen. Jeg tog et hurtigt hvil ved en rasteplads. Her finder man også 5-Kløveren, som serverer lækker mad til den sultne rejsene.

Turen mod Nødebo var lige så larmende, som jeg forventede på denne fredag formiddag. Bilerne drønede afsted for at nå fra A til B så hurtigt, motoren kunne trække. I en kort pause kunne jeg lige nå at krydse vejen. Den konstante susen fra bildæk og brølen af motorer døde heldigvis ud, da jeg drejede af ved rundkørslen, der med et skilt behjælpeligt ledte mig mod Nødebo ad Stenholtsvej.

På den ene side var der mark, hvor køer gik og græssede. På den anden side træer og de første tegn af Esrum sø. Herfra lignede den dog en af de små søer, man ser i byer og parker og ikke Danmarks næststørste sø.

Nødebo

Roen spredte sig på landevejen. Græshopperne berigede mig med deres musik. En gang imellem listede en bil forbi. Længere fremme var der et vejkryds, men det gjorde intet. Få meter fra krydset skulle jeg alligevel ned ad Skovgærdet, der til forveksling lignede et mini sommerhuskvarter. Her kunne jeg forsvinde ind i skoven og blive et med træerne, hvis man så bort fra min orange skjorte. 

Ro, fred, ingen biler. Absolut stilhed, kun afbrudt af blæsten i trætoppene. Det var en befrielse for både ører og sind. Varmen mærkedes godt og grundigt herinde i den fugtige skov. Luften førte duften af varm sø ind mellem træerne. Det spredte sig som glæde i mig, for på nuværende tidspunkt vidste jeg ikke, at det var Esrum Sø, jeg havde set tidligere ved Stenholtsvej. Håbet om at se søen, hvilket personligt var første mål på turen, havde næsten været ved at forsvinde, indtil solen blinkede i vandets overflade gennem træstammerne. Endnu en lykkerus skød op i mig, da jeg så en badebro. Jeg gik derned og smed rygsækken for at lade vinden køle min svedige ryg. Ikke engang den bedste instruktør ville turde river rafte på min ryg. Jeg var meget taknemmelig for den hurtigtørrende vandreskjorte.

Efter en kort snackpause ved et nærliggende shelter, gik det op for mig, at denne skov ikke engang var Gribskov. Jeg nåede forbi en lille strand og ud i et boligkvarter, der førte mig ud på Nødebovej. Til venstre ligger en Netto, hvor man kan købe proviant, hvis man bliver lidt sulten og tørstig og ikke har fået nok mad med. Det er også den sidste butik på ruten, indtil man når Fredensborg igen – medmindre man tager en afstikker mod Tikøb. 

Jeg gik til højre og blev overvældet af trafikkens skrækkelige musik. 

Nødebo kan ikke prale af at være en stor by. Men den kan prale af at have en fantastisk udsigt til vandet. Nær Nødebo Skovskole starter Gribskov. En smuk skov der bestemt er et besøg værd uanset årstid. Der er kommet flere sheltere til end for bare nogle år siden, så der er masser af muligheder for overnatning, hvis man vælger at gå ruten over to dage.

Gribskov

Skoven var fuld af grønne nuancer. Både træer og fugle var glade for solens strålende varme. Det var menneskerne også. Det var tydeligt, at mange stadig havde sommerferie, for stort set alle sheltere, jeg kom forbi, var optagede. 

Fuglene pippede, blandede sig med menneskestemmer, der førtes gennem luften. Vinden hylede, da jeg kom ned til kysten og gik langs vandet. En flot sideskilling over mit højre øre fik håret til at sidde i en fin hanekam. Jeg prøvede at rette på det og bandede over ikke at have medbragt min kasket, der ville have holdt det væk fra øjnene og samtidig beskyttet min sarte hud fra solen. Solen behøvede jeg dog ikke bekymre mig om længe endnu.

Snacksene jeg indtog i Nødebo var ikke nok. Min krop kaldte på frokost. Den kaldte især på kaffe. Så jeg slog mig ned ved en større græsklædt plads ud til vandet kaldet Kongens Bøge. Himlen var blevet grå og overskyet, men intet viste tegn på regn. Jeg tog det som et godt tegn, at der var nogle ude at bade. Men jeg må indrømme, at der var godt gang i bølgerne derude. Alligevel satte jeg mig ned på en bænk med udsigt over vandet. Man kunne ikke høre andet en blæst. Håret satte sig i en permanent tilbageslikket frisure. Jeg måtte holde godt fast i tingene. Selv min halvfyldte drikkedunk stod og vibrerede. Det gik hurtigt op for mig, at det ikke var nogen god idé at brygge kaffe her. Min Aeropress ville bare vælte i forsøget. 

Vindstyrke: Mindst 10 pelikaner.

Fra min bænk kunne jeg se over til Fredensborg på den anden side af søen. I hvert fald i starten. Det varede ikke længe, før mørkere skyer grupperede sig derhenne. Den solrige dag forsvandt for øjnene af mig, det samme gjorde Fredensborg. Et tykt tæppe af regn lagde sig over byen. På en måde var det fascinerende, så jeg blev nysgerrigt siddende.

Regnen skummede vandet op og dannede en hvid linje i vandet, der strakte sig fra Nord til Syd (eller omvendt, hvis man har det bedre med det). Den skummende linje krøb nærmere for hvert sekund som væggene i en Indiana Jones film. 

Jeg har egentlig intet imod regn. Faktisk føler jeg virkelig, at jeg lever, når det regner. Sådan en gang rå natur kan noget. Det, der kom her, var nu lige voldsomt nok. Mest fordi kaffen bliver så vandet og kold, hvis man giver sig i kast med brygning i det vejr. Derfor pakkede jeg sammen og fiskede rygsækkens regnslag op, mens skumlinjen kom nærmere. Lugten af regn begyndte at snige sig ind. Jeg foldede hastigt regnjakken ud, som stormen syntes var mægtig morsom at lege faldskærm med. Jeg måtte lave en piruet som en anden balletdanser for at få slynget jakken omkring mig. Linjen havde nu ramt spidsen af badebroen. Heldigvis vidste jeg, at der ikke så langt inde i skoven var en overdækket bålplads. 

Da regnen endelig ramte land, kastede jeg mig ind på bålpladsen. Nu kunne jeg omsider spise og lave min kaffe. Maven var glad. Kaffen var bedre end nogen anden kop kaffe, jeg længe havde fået. Energien spredte sig fra hovedet ud til armene og fingerspidserne, ned gennem kroppen, ud i benene til tåspidserne. Den var meget tiltrængt.

Sangen på hjernen

Tiden fløj. Jeg kunne have svoret på, at klokken var 15, men den var 17, da jeg blev færdig. Næste halvdel af vandreruten ventede forude. 

Regnen var stilnet af, det var blevet ret godt vejr igen. Solen begyndte sin nedstigning. Jeg lod kameraet få en lille pause, så jeg kunne koncentrere mig om at gå uden pauser. Tankerne respekterede min beslutning og satte sig afventende i et hjørne. Når jeg går i denne slags trance, går benene på autopilot. Jeg kigger rundt, men er ikke sådan rigtig til stede. Jeg lagde alligevel mærke til, at der var mange flere sheltere langs søen, end jeg regnede med. 

På et tidspunkt dukkede en melodi op i takt med føddernes trampen i gruset. En melodi jeg havde meget svært ved at slippe igen, fordi den passede så godt til mine skridt. Desværre kom jeg også i tanke om sangen til melodien: Omkvædet af “I’m Gonna Be (500 Miles)”. Det kørte i ring i alt for lang tid.

Her er sangen, så du også kan få den på hjernen.

Oppe nær slutningen af skoven fandt jeg mig selv ved et kryds. Der skulle tages en beslutning. Skulle jeg gå forbi shelteret og følge skovstien ud til vejen eller skulle jeg fortsætte ligeud? Første valg var mest lokkende, da jeg på den ene side gerne ville vinde tid og på den anden side godt kunne bruge en pause fra den konstante blæst fra højre. Men jeg ville også gerne have så meget natur ud af turen som muligt, så jeg fortsatte.

Engen

Vejen snoede sig mod et hvidt stråtækt hus og endte der. Der var afspærret, så jeg blev i tvivl om, hvilken vej jeg skulle. Jeg vidste, at jeg skulle til venstre på et tidspunkt, men det eneste jeg kunne få øje på var en smal nedtrampet sti, der strakte sig ud over en mark. Stien var tilvokset af ukrudt og længere ude høje græsstrå. Kortet insisterede på, at jeg skulle den vej. 

Græshopperne var gået igang med deres aftensang. Tanker om flåter hvirvlede rundt i hovedet på mig, da jeg begav mig gennem marken. Solen kiggede stadig henover træerne. Den gyldne time kunne ikke være langt væk. 

En tilgroet gangbro af træ tog mig gennem en gruppe af siv. Jeg vidste ikke, hvad der befandt sig under mig, om det var mose eller hvad, men jeg var meget opmærksom på ikke at træde forkert. Fra alle sider blev jeg tæsket af siv. Det gjaldt om at komme hurtigt igennem det.

Efter endnu et lille stykke skov befandt jeg mig endelig på en eng med græssende køer. De stirrede på mig, men vendte øjeblikkeligt opmærksomheden mod græsset igen, da de opdagede, at jeg bare var en svedig forvildet person, der ikke kom for at fodre dem. Midt på engen stod et ensomt træ. I horisonten kørte biler og lastbiler forbi. Motorlarmen blandede sig straks med stilheden.

Slottet

Da mine fødder ramte asfalten, forsvandt glæden. Nu ventede der mig kun vej resten af turen, indtil jeg nåede slotsparken i Fredensborg. Ifølge Google Maps skulle der gå to timer, før jeg nåede min destination. To kedsommelige timer med biler og lastbiler, der drønede derudaf med 80 km/t og kæmpe traktorer, der fyldte det meste af vejen. Man kommer forbi marker og mindre landeveje, men det er intet at råbe hurra for. Der var en enkel rasteplads ud mod søen, hvor jeg fik dette fine billede, men ellers kunne jeg godt have undværet denne del af turen.

Når man endelig når Fredensborg, kan man vælge at gå gennem Maglegårdsvej og Kovangen for så at ende i slotsparken, men jeg fulgte vejen og drejede ind i slotsparken derfra. En skøn park jeg har været i flere gange. Kortet var pakket væk – ærlig talt var min telefon løbet tør for strøm, så den var alligevel ubrugelig. 

Slottet gemte sig drillende bag træerne, men inden længe dukkede det frem fra sit skjul. Efter 27 km var synet af slottet nok til at lade mig glemme den to timer lange tur på vej. En stolthed over at have klaret 27 km på én dag spredte sig i kroppen, der til gengæld var lykkelig ved tanken om et bad. Nu skulle jeg bare hjem, vaske sveden af mig, finde et glas vin frem og så ellers slappe af resten af aftenen.

Dagen efter var jeg øm i hele kroppen, men ikke øm nok til at gå en tur på nogle kilometer igen.