På det seneste har jeg oplevet en del kontrollerende adfærd og det har andre nok også – her snakker jeg om alt det der foregår i verden lige nu. Vi prøver at forstå, forudse og gætte os frem til udfaldet af alle mulige situationer, for sådan er de fleste af os nu engang. Det kan dog gå begge veje, uanset om vi gør noget eller ej. Denne tekst skal selvfølgelig ikke handle om verdenskriser, men de giver et billede af den kontrol mange har brug for at have magt over og hvad der i nogle tilfælde kan ske, hvis vi mister den (hvilket ikke nødvendigvis er noget dårligt).

Det skal hurtigt siges, at alt hvad jeg skriver i denne tekst skrives uden nogen form for forberedelse. Netop for at give mig selv lov til at slippe kontrollen og skrive hvad der falder mig ind.

Hver 10. dansker tjekker telefonen omkring 100 gange om dagen. Alt for mange mennesker er afhængige af sin telefon – om de vil det eller ej. Hvor end man kigger hen, er der en telefon. De er blevet en normal ting i hverdagsbilledet. Vi ser forældre gå med barnevognen i den ene hånd og telefonen i den anden. Den sidder med til bords under aftensmaden og ferier kan ikke holdes uden den. Vi lever i en tid, hvor det er blevet vigtigere at dele en oplevelse gennem telefonen end at dele oplevelsen med personen ved siden af dig.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er meget bedre selv. Jeg har været inde og ude af afhængigheden et par gange, men forsøger at begrænse mig selv så vidt muligt. Det kræver en del viljestyrke at tage sig selv i nakken. At gøre en indsats er dog bedre end at lade sig svinde helt ned i mørket.

Da jeg var en ung teenager og gik i folkeskole, kunne jeg godt føle mig ensom indimellem. Jeg havde ikke mange venner og bestemt ingen veninder. Jeg var også et godt mål for mobning. Ofte gik jeg rundt med et brændende ønske om at blive værdsat og at turde være mere udadvendt.

I dag som 29-årig er jeg endelig kommet til et sted i mit liv, hvor jeg har accepteret den jeg er: En introvert der nyder sin frihed og ro. Så er det lige meget, om jeg kan tælle mine nære venner på én hånd og ikke er den der tager til store vilde fester hver weekend. Det er en fornøjelse for mig, at kunne sidde alene en hel dag og læse en bog. Eller bruge en dag i skoven.

Jeg har lært, der er stor forskel på at være ensom og at være alene. Det er også det jeg gennem dette indlæg vil give dig en bedre forståelse af.

Får du tit at vide, at du ikke lytter, at du er for negativ eller at du burde slappe mere af? Er du i tvivl om du er på rette vej i din personlige rejse? I så fald kan du roligt læse videre.

Du kommer måske til at synes, at jeg teksten igennem fortæller det indlysende. Men nogle gange har man brug for at se det indlysende, før det går op for en, hvor indlysende det egentlig er. Når det står sort på hvidt lige foran en, er det sværere at ignorere (medmindre du lukker fanen ned, inden du har læst færdig). Ingen kan tvinge dig til at være en bedre person, det er et valg du helt selv må tage. Så jeg håber da også, at det er grunden til, at du fandt lige netop dette blogindlæg.

Hader du også kritik og hader du især, når det kommer fra dig selv? Har du altid en indre stemme, der kritiserer hver beslutning du tager, fordi du ikke er sikker på, hvad andre vil sige om dig? Måske har du et helt enestående musiktalent, men bliver ved med at fortælle dig selv, at du ikke er god nok til at vise det frem.

Jeg ved om nogen, hvad det vil sige at være selvkritisk. Jeg har altid været lidt for hård mod mig selv. Er jeg en god fotograf? Hvad hvis folk ikke kan lide det jeg skriver? Mine Facebookvenner synes næsten aldrig godt om mine opslag – kan de ikke lide mig? Og mange andre dumme selvkritiske tanker. Jeg prøver at blive bedre, men indimellem glipper det. Det kan ske for selv den bedste. Af erfaring har jeg dog lært, at når jeg frygter kritikken mest og tror mindst på mig selv, så kan jeg forvente det stik modsatte. For det er på disse tidspunkter, at folk kommer med mest ros og så ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal reagere.

De fleste af os er højrehåndet og derfor er verden også indrettet derefter. Ting så simple som en dåseåbner, en computermus eller gearstangen i bilen er lavet til højrehåndede. Men der er heller ikke noget at sige til, at højrehåndede bliver favoriseret, når kun 10% af verdens befolkning er venstrehåndet. Da jeg gik i skole i 90’erne blev det kaldt kejthåndet og nogle lærere prøvede stadig dengang at tvinge eleverne til at bruge højre hånd – ”Den rigtige hånd”.

Men er det virkelig så slemt at bruge venstre hånd? Kan man ovenikøbet være ligehåndet? Og er der nogle fordele ved at træne sig selv i at bruge begge hænder?

Vi kender nok alle en såkaldt syvsover eller også er du det selv. De er altid mere trætte end andre og ser ud til aldrig at kunne få nok søvn. Det er dem der altid får at vide, at de er dovne, kedelige at se film med eller burde gå tidligere i seng. Men måske er der en årsag til at de er så trætte og hvis der er, hvad kan man i så fald gøre ved det?

Jeg har tidligere skrevet om søvn og vigtigheden af det baseret på bogen ”Derfor Sover Vi”. Dem kan du læse her for en mere dybdegående viden om søvn:

Gennem tiden har jeg været ret doven, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har taget valg, der har forhindret mig i at nå nogle mål, jeg ville ønske at have nået i dag. Jeg husker stadig dengang, jeg brugte det meste af mit sabbatår på at mestre Guitar Hero og sov til kl. 12 om eftermiddagen – hvilket var tidligt i mit hoved – fordi jeg havde til vane at gå i seng sent om natten. Det var helt fint for mig at sidde på værelset hele dagen foran min PlayStation eller at se serier. Det ændrede sig langsomt, da jeg begyndte at læse om personlig udvikling og fandt tilbage til mine gamle rødder.

Vi har alle sammen sikkert hørt klichéen, at man skal lære af sine fejl, men det er ikke altid lige sådan virkeligheden er. Den største forhindring for menneskelig udvikling er netop, at vi mangler evne til at lære af fejl. For normalt fordømmes fejl. Dem der fejler skubbes til siden og burde skamme sig. Sådan er tendensen i hvert fald og sådan har den været i mindst 2.500 år. Den ligger dybt i os.

Men er fejl ikke en god ting, hvis man vil udvikle sig? Og hvad sker der egentlig med os, når vi fejler? Måske er det på tide at ændre tendensen.