Jeg så engang en mand sidde med sin hund på en eng midt i skoven. Solen skrabede trætoppene og kastede skygger over landskabet. 🌳

“Hvorfor sidder han bare der?” Tænkte jeg. 

For mig var det mærkeligt. Jeg var vant til at vandre, men vandreture var mere en slags udfordring. En chance for at bevise, hvor “mandig” jeg var. Ikke til at glo på naturen. 💪😅

I mine senere år og i dag er naturen blevet livsnødvendig. 

Den har fortjent sin respekt hundrede gange. 

Det er super kliché, men naturen får mig til at slappe af — den afstresser mig. 

Jeg har genfundet mig selv og min kreativitet. 

Naturen har vist sig på måder, jeg ikke opdagede for mange år siden. 

Naturen er det sted, hvor jeg finder ro — et maleri i konstant forandring. 

Jeg elsker fuglenes sang, vinden i træerne, at kigge på dyrene og deres gøremål, og en kop kaffe, der sætter prikken over i’et. ☕️

Det er gået op for mig, at jeg er blevet til den mand, jeg engang syntes var mærkelig. 

Gør det mig mærkelig?

Måske. 

Men er vi alle ikke lidt mærkelige nogle gange? 😁