I denne uge tog jeg ud at vandre med en af mine gode venner. Vi besluttede os for Söderåsens Nationalpark, da den er nem at komme til med offentlig transport. 

Vi lagde hårdt ud med en stejl opstigning. Sveden løb af os i stråler. Vi kunne lige så godt have stået under en bruser. Men udsigten er noget af det smukkeste – når man lige har tørret sveddråberne ud af øjnene. 

Med ben så bløde som overkogt spaghetti bevægede vi os mod Hjortsprånget, som er en smal klippeafsats med fantastisk udsyn til dalen. Her hvilede vi os og prøvede at tage os sammen til at gå videre. 

Efter at have lyttet til fuglene, fået pusten igen og tørret ryggen i den behagelige brise, satte vi kurs mod Liagården, hvor vi ville slå vores telte op. Men ikke før vi var kommet forbi endnu et flot udsigtspunkt, Lierna.

Senere kunne vi endelig kaste vores rygsække på græsset og indtage vores midlertidige roller som campister. 

Det var rart at komme af med vægten. Jeg må indrømme, at trods et årtis erfaring har jeg stadig ikke lært at pakke en let rygsæk. 

Jeg pakkede mad, vand og nødvendigt udstyr, men jeg tror, at jeg nok må investere i et lettere telt, en lettere sovepose og rygsæk, når det andet ikke kan mere. For 18 kg. på ryggen er lidt meget. 😅

Mere vandring ventede os i morgen, men lige nu bekymrede vi os kun om at spise og drikke kaffe.

Efter en nat med country musik og lyden af dåseøl, der blev åbnet, vågnede vi op til et par våde telte. Aftenen før ankom flere vandrere til pladsen, hvor to af dem stod bag nattens baggrundsmusik og bålrøg. Jeg klager dog ikke. 

Natten var en nogenlunde succes. Det blev dog noget koldere end forventet. Jeg havde iført mig langt undertøj i soveposen, men endte med at måtte smide alt mit tøj oven på soveposen for at få varmen igen. Sjovt nok frøs mine fødder ikke. 

Til morgenmad lavede vi en god gang røræg, drak kaffe og snakkede med en af de andre vandrere. De to festglade vandrere vågnede først senere, da rusen var sovet ud igen. 

Dagens tur startede med en god nedstigningen i dalen, hvor vi blev mødt af, hvad min ven kaldte, helvedsvejen. Den var fyldt af sten i alle mulige størrelser og er ikke for folk med sarte ankler. Meget af tiden gik med at se efter, hvor man gik, men kort efter fik vi overstået denne del af ruten og kunne nu nyde skovens skønhed endnu mere.

Vi fulgte, hvad der skulle have været, en mindre flod. Der var dog ikke meget vand tilbage, så flere steder kunne man se ensomme træbroer, der savnede selskab af floden. 

Vi bevægede os henover snørklede rødder, gennem flotte mosbegroede skovstier og over klipper, inden vi kom til stien, der ledte op til Kopparhatten. Skiltet fortalte os, at der var 800 meter til udsigtspunktet. Men først skulle vi forcere en næsten lodret stigning for at komme op ad dalen.

Træer løb ned på hver side af dalen og efterlod nøgne plamager af sten. Vi stod og nød den kølige luft og den storslåede udsigt, inden vi satte os ved nogle bænke og spiste vores sparsomme frokost, der bestod af nødder og kaffe. 

Ikke længe efter tog vi endnu et kig på udsigten og bevægede os ned i dalen igen. Træer og mosbeklædte sten skød op overalt omkring os, mens vi gik. Vi glædede os lidt til at kunne se Naturum ved udgangen, men det var også med en smule savn. Dagene gik alt for hurtigt. 

Når man først er i naturen og nyder al dens skønhed, så kan det være en svær tanke, at skulle på arbejde dagen efter og være tilbage blandt byens bare betonvægge. Men vi var glade og gjorde det gerne igen. Også selvom rygsækkene var tunge og benene beklagede sig. 

Tak for at have fulgt med i min lille “vandredagbog”. 😊