På det seneste har jeg oplevet en del kontrollerende adfærd og det har andre nok også – her snakker jeg om alt det der foregår i verden lige nu. Vi prøver at forstå, forudse og gætte os frem til udfaldet af alle mulige situationer, for sådan er de fleste af os nu engang. Det kan dog gå begge veje, uanset om vi gør noget eller ej. Denne tekst skal selvfølgelig ikke handle om verdenskriser, men de giver et billede af den kontrol mange har brug for at have magt over og hvad der i nogle tilfælde kan ske, hvis vi mister den (hvilket ikke nødvendigvis er noget dårligt).
Det skal hurtigt siges, at alt hvad jeg skriver i denne tekst skrives uden nogen form for forberedelse. Netop for at give mig selv lov til at slippe kontrollen og skrive hvad der falder mig ind.
Kontrol
Kontrol kan nogle gange være en god ting. Det er godt at have kontrol over en situation, der kan skade andre end dig selv. Det er også godt – meget godt – at have kontrol over den bil du kører eller din blære.
I alle andre situationer, hvor du prøver at styre udfaldet, er det mindre godt. Det kunne f.eks. være, at du skal møde svigerfamilien for første gang. Du prøver at forudsige, at hvis du siger det her, så siger de det der og så vil de komme til at holde mere af dig. Men så viser det sig måske, at de er helt anderledes, end du forestillede dig. Det resulterer i at al din forberedelse falder til jorden og var ikke andet end spild af kræfter og bekymringer.
Noget vi kan gøre for os selv – og jeg mener vi, for vi er alle en lille smule kontrolfreaks – er at slippe kontrollen. Eller i det mindste noget af den. Du behøver ikke fare i hovedet på den første, der støder ind i dig, selvom det gjorde ondt og du blev sur.
Når jeg snakker om kontrol, mener jeg den slags kontrol, mange prøver at holde fast i. Det kan være, at du er chef i en ældre virksomhed, der altid har gjort tingene på én måde. Pludselig begynder den nyansatte at sætte spørgsmålstegn ved visse dele af jobbet og kommer med alternative idéer. I stedet for at fortryde at have ansat personen og bruge din magt som chef til at kontrollere alle som computerspilsfigurer, kunne du lytte til de nye idéer og tage dem op til overvejelse. Dét er et eksempel på at slippe kontrollen. Det behøver sådan set ikke være meget sværere end det.
Slip kontrollen
Desværre er det sådan, at mange vil gå langt for at have ret og holde fast på kontrollen, som var det den sidste kage i byen. De er sikre på, at så længe de har alt under kontrol, kan intet gå galt. Men det man kan være helt sikker på er, at der på et eller andet tidspunkt vil gå noget galt. Og når det sker, er de ikke parate. Så hidser de sig op og lader det gå ud over alle andre i stedet for lige at trække vejret.
Den slags sker f.eks. tit under indspilningerne af film. Skuespillerne bliver sat ind i deres roller, instruktøren kender filmen ud og ind og forlæns og baglæns, producerne sørger for at alt er som det skal være, kamerafolk og lydteknikere har styr på det hele. Alt er forberedt. Men på vej ud til filmsættet, hvor der skal filmes en scene i solopgang ude i ingenmandsland, kører filmbussen ned i vådt mudder, spærrer vejen og sidder fast helt op ad formiddagen. Deres motto er: Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Med det i baghovedet kan de nemmere slappe af og finde en løsning.
Hvis du er sikker på, at noget vil gå galt og at du vil miste kontrollen, bliver det meget nemmere at håndtere, fordi du er mentalt forberedt. Det bedste du kan gøre for dig selv, er nemlig at holde hovedet koldt i situationer, hvor du mærker, at din indre kontrolfreak begynder at rase. Det er ti gange nemmere at finde en løsning på et problem, når du har ro på og tager tingene stille og roligt.
Konklusion
Indimellem har vi alle brug for at slippe kontrollen. Kontrol er egentlig ikke noget vi har brug for, det er kun noget der er rart at have. Du vil helt sikkert også opdage, at alt går helt fint uden din indblanding og trang til at styre visse situationer. Lader du bare tingene ske, løfter det en stor byrde fra dine skuldre. Det er faktisk en rigtig befriende følelse.
Man kan næsten sammenligne det med at have siddet til møde og holdt sig i flere timer. Endelig kommer der en pause, hvor man kan lette trykket på dæmningen, inden den flyder helt over.
For at sige det kort: Næste gang du mærker kontrollen tage magten, så træk vejret og observer nuet. Bare vær til og se livet gå sin gang. Falder noget på gulvet, kan du altid samle det op bagefter.
P.S.: Jeg beklager den lange pause fra bloggen. Jeg havde brug for tid til at finde ud af nogle ting.

Niklas H-L
Featured photo by Maria Oswalt on Unsplash