Hver 10. dansker tjekker telefonen omkring 100 gange om dagen. Alt for mange mennesker er afhængige af sin telefon – om de vil det eller ej. Hvor end man kigger hen, er der en telefon. De er blevet en normal ting i hverdagsbilledet. Vi ser forældre gå med barnevognen i den ene hånd og telefonen i den anden. Den sidder med til bords under aftensmaden og ferier kan ikke holdes uden den. Vi lever i en tid, hvor det er blevet vigtigere at dele en oplevelse gennem telefonen end at dele oplevelsen med personen ved siden af dig.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er meget bedre selv. Jeg har været inde og ude af afhængigheden et par gange, men forsøger at begrænse mig selv så vidt muligt. Det kræver en del viljestyrke at tage sig selv i nakken. At gøre en indsats er dog bedre end at lade sig svinde helt ned i mørket.
Hvis du er i tvivl, om du er afhængig af din telefon, kan du finde en hurtig test på Psykiatri Fondens hjemmeside: TEST DIG SELV
Hvorfor tjekker vi hele tiden telefonen?
Det ligger på en måde til vores natur ment på den måde, at vi elsker sejre – store som små – og hver notifikation er som en lille sejr. Det er som at vinde i et kasinospil. Vi bliver høje af at vinde og satser igen og igen. Det udvikler sig til en afhængighed. Hver gang vi ligger noget ud på nettet, ønsker vi, at folk ser det og reagerer på det. Det kan siges så simpelt: Mennesker nyder at føle sig særlige. Selv udviklerne af denne vanedannende teknologi ved det. I bogen ”Jeg slukker nu!” skriver Catherine Price, at ”vores telefoner er bevidst udviklet til at skabe ængstelse ved at give os ny information og vække nye følelser, hver gang vi hiver den frem. […] Udviklere ved, at mennesker nærer et iboende begær efter bekræftelse.”
Vi er ikke blot afhængige af al opmærksomheden, vi er også nyhedsnarkomaner. Forstået på den måde, at grunden til vi hiver telefonen op af lommen eller tjekker Facebook for tusinde gang er, at vi vil have nyt. Nye informationer, nye billeder, nye likes. Vi er bange for at gå glip af noget som helst. Selv har jeg allerede tjekket Facebook to gange, mens jeg skrev dette.
”Hver gang du tjekker et nyt opslag på Instagram eller går ind på New York Times for at se, om der er noget nyt, handler det ikke engang om indholdet. Det handler bare om at se noget nyt. Du bliver afhængig af den følelse.”
Aziz Ansari
”At se på flere skærme samtidig gør forbrugere mindre effektive til at filtrere forstyrrelser fra – de er i stigende grad sultne efter noget nyt. Det giver flere muligheder for at kapre deres opmærksomhed.”
Consumer Insights, Microsoft Canada, 2015
Manipulation og ikke-kontrol
Jeg kan huske, dengang jeg så Wall-E. En fascinerende film, som jeg først har forstået rigtigt, da jeg blev ældre. Den var skræmmende dengang (set med mit nye syn), men den er endnu mere skræmmende i dag. Hvad der skulle have været en øjenåbner blev i stedet til virkelighed. Tag et grundigt kig på disse billeder og fortæl mig, at det ikke er gået den gale vej. Det ligner vores hverdag i futuristiske klæder.


Vores egen adfærd er ikke meget bedre end i filmen. Vi også godt på vej mod en verden, hvor mere og mere bliver smidt ud, fordi vi skal have nyt hele tiden. Når telefonen eller andre enheder bliver ”forældet”, er det tid til nyt. Nyt, nyt, nyt! Også selvom det stadig virker, som det skal. Men vi lader reklamer, samfundet og vores egen manipulerede tankegang overbevise os om, at det er tid til nyt. Måske er det ikke sådan for alle, men for mange er det virkeligheden.
Bare fordi din telefon er blevet en smule langsommere i optrækket og batteriet løber hurtigere tør, er det ikke grund nok til at bruge flere tusinde kroner på den nyeste nye. Om et eller to år vil den alligevel være lige så langsom og have et batteri, der løber lige så hurtigt tør som den gamle. Det er en endnu værre grund at købe det nyeste nye bare, fordi det er nyt. En reparation er nok billigere end en helt ny telefon.
Jeg tror ikke, hensigten med Wall-E var at inspirere til en mere højteknologisk og materialistisk verden, men at inspirere til at glæde os over det vi har.
Jeg er ikke modstander af smartphones og andet ny teknologi, men jeg bryder mig ikke om, at det har så stor kontrol over os.
”Forskellen på teknologi og slaveri er, at slaver udmærket godt selv ved, de ikke er frie.”
Nassim Nicholas Taleb
Hvad er konsekvenserne?
Lige så vel som der er gode ting ved teknologien i dag, så er vi også nødt til at indse konsekvenserne. Vi er mere forbundet end nogensinde før, men det gør også, at flere føler sig ensomme. Ikke nok med det ødelægger vi også vores egen evne til at være til stede i virkeligheden. Der er så mange ting, vi skal følge med i, at vi helt glemmer, hvordan man er menneske. De fleste kan ikke engang slappe af på en ferie uden krav om, at hotellet har wifi. Måske tror de, at de slapper af, men indvendig hungrer de efter at tjekke op på diverse digitale medier. Det resulterer i, at de sidder ved poolen under en parasol med en iskold drink i 35 graders varme ved et hotel i skønne Dubai dybt koncentreret i, hvad der foregår på telefonen.
Er pointen med at tage på ferie ikke netop at koble af? Er dem omkring dig ikke selskab nok? Som Imram Rashid skriver det så fint i sin bog ”Sluk”: ”Husk, at hver gang du tænder for skærmen, risikerer du at slukke for nærværet.”
Derfor kan feriebilleder nogle gange irritere mig. Det er fint at dele dem, når man er kommet hjem og har nydt sin ferie. Men der er nogle, der finder det nødvendigt at dele hvert øjeblik, mens de er der. Jeg kan sagtens vente med at se billederne og det kan alle andre også. Desuden får det nok ikke dine venner til at reagere lige så godt, som man håber. Ja, de skriver måske nogle søde ting til billederne, men inderst inde gør det dem sikkert mere misundelige end glade.
Det er slet ikke så vigtigt at være på hele tiden.
Koncentrationsevnen svækkes
Jeg tror, at vi ødelægger vores egen evne til at være opmærksom, hvis vi bruger store dele af tiden på at skifte fra én skærm til en anden. Mange mener, at de da sagtens kan følge med i flere ting på én gang, men det er kognitivt umuligt.
Vi kan godt lytte til nyheder og vaske op samtidig, fordi de to ting ikke er krævende på samme måde – de bruger forskellige områder af hjernen. Prøver vi derimod at svare på SMS’er, mens vi lytter til vennen i sofaen, der fortæller om sin dag på jobbet, er det straks sværere. Både det at svare på SMS’er og lytte til en samtale bruger samme områder af hjernen. Der sker små lynhurtige skift i opmærksomheden. Det betyder, at vi i virkeligheden ikke er særlig opmærksomme på nogle af tingene. Sandheden er, at hjernen har brug for 25 minutter til at kunne engagere sig ordentligt og effektivt.
”Hjernen kan ikke rumme to tanker på en gang. Prøv, om du kan tænke to ting på præcis samme tid. Nå? Er det muligt?”
Haemin Sunim
Smartphones gør livet nemmere
Smartphones gør ikke kun vores liv nemmere, de gør det også sværere at leve uden. Vi bilder os selv ind, at vi ikke har tid til visse ting, men prøv at gemme telefonen væk én enkel dag. Du opdager hurtigt et stort tomrum. Du opdager, hvor meget du egentlig spilder tiden. Dette tomrum kunne du f.eks. bruge til at skrive en bog, hvis det er det, du drømmer om. Sandheden bag vores afhængighed er nok, at vi er bange for os selv. Vi er bange for stilheden, for det resulterer i, at vi er nødt til at tænke og måske er nogle af disse tanker ikke gode. Måske dukker minder fra fortiden op eller måske opdager du, at du egentlig ikke er i forbindelse med dig selv.
Selv hvis strømmen går i huset bliver vi rastløse, for så kan vi ikke oplade telefonen eller spille Playstation. Bare tanken om, at vi en dag kunne miste alt og blive sendt tilbage til stenalderen er skræmmende. Vi har glemt, hvordan vi lever i en verden uden Google og alverdens informationer lige ved hånden.
Se kreativiteten sprudle
Til trods for at vi er bange for os selv og vores tanker, så er der fordele ved at lade tankerne flyde. Når hjernen får lov til at kede sig, begynder idéerne at dukke op. Alle de idéer der ellers har været undertrykt af den konstante underholdning. Fantasien får frit løb.
Tænk på alle de innovative idéer der opstod, før smartphonen kom til. Vi opfandt biler, flyvere, kameraer og så videre. Vi skabte det samfund, vi ser i dag. Men det er, som om vi har nået en grænse for kreativiteten. Der kommer ikke rigtigt nogle helt fantastiske og nyskabende idéer lige for tiden. Det man ser mest, er opgraderinger af ting vi allerede har. Også film lider under manglende kreativitet. Hvor mange reboots, remakes, spin-offs, prequels og sequels har vi egentlig brug for?
Dog er der også dem, der forstår dette og ligger de forstyrrende elementer fra sig til fordel for nyskabende og kreative idéer, der er til gavn for alle.
10 tips til at tæmme mobilafhængigheden
1. Tjek din skærmtid
Først og fremmest vil jeg anbefale at tage et godt kig på dit telefonforbrug. Der findes sikkert en eller anden måde at registrere skærmtid på. Hvor mange timer bruger du på telefonen? Hvordan kan du bruge tiden mere effektivt?
2. Lav noget uden telefonen
Hvornår sad du sidst og drak kaffe uden at lave noget andet?
3. Nyd maden uden telefonen
Lad telefonen være i lommen, når du spiser med nogen. Den skal ikke ligge på bordet. Du kan også lægge den i et helt andet rum.
4. Styr din dele-mani
Husk, at du ikke er nødt til at dele alt med alle. Har du inviteret et par venner til middag? Jamen, det lyder da hyggeligt. Men hvorfor skal du tage billeder af det og dele det med resten af din vennekreds? Er det så de kan føle sig mindre værd end dem, du er sammen med i dette øjeblik? Hvad er grunden til, at du føler, at du er nødt til at dele denne oplevelse? Hvis det er så vigtigt, at dine venner og familie ser det, hvorfor så ikke bare invitere dem alle sammen? Er sociale medier mere værd end dem omkring dig?
5. Slå alle notifikationer fra
Du vil ikke blive forstyrret og føle dig tvunget til at tjekke telefonen med det samme, hvis du slår notifikationerne fra. Det er som en stressende byrde, der løftes fra dine skuldrer. Endnu bedre er det at bruge Forstyr-Ikke funktionen. Den bruger jeg selv og det har givet rigtig meget ro. Især ro fra alle de irriterende telefonsælgere.
6. Fjern forstyrrende apps
Disse apps kunne f.eks. være sådan nogle som Twitter, Facebook og andre ting du kan tjekke på nettet i stedet for. Dette hjælper også med at formindske strømmen af notifikationer.
7. Fjern farverne fra skærmen
Nogle telefoner har en funktion, der lader ejeren fjerne farverne. Det gør telefonen mere kedelig at kigge på og derfor får du også mindre lyst til at tage den frem.
8. Køb et vækkeur
En af de ting, der har hjulpet mig rigtig meget med at lade telefonen være om morgenen, er et godt gammeldags vækkeur. Et vækkeur fortæller dig ikke, om der er kommet nye likes på Instagram eller andet der er fuldstændig ligegyldigt om morgenen. Morgenen bør bruges på en selv, ikke på alt muligt andet.
9. Lad telefonen blive hjemme
Lad telefonen blive hjemme, når du tager nogle steder. Det kan være ubehageligt, men prøv at gå en tur uden. Til sidst vænner du dig til det. Det er rart ikke at kunne føle telefonens vægt i lommen for hvert skridt man tager. Personligt føler jeg mig mere fri uden den på slæb.
10. Tag en pause fra din smartphone
Tag en god pause fra telefonen. Gem den væk eller køb en helt simpel telefon, så folk stadig kan ringe til dig. Du ved, en af dem med trykknapper.
Konklusion
Blogindlægget blev lige lidt længere end jeg regnede med. Nogle gange overrasker det mig selv, hvor meget jeg har at sige om et emne. Det er også et vigtigt emne, for jeg synes det er vigtigt at lære os selv – og især børn – at telefonen kun er et redskab og at der findes et liv uden for den. Vi er nødt til at tage kontrollen tilbage og kræve vores frihed. Der er så meget andet, der er vigtigere end telefonen. Når du først vågner op og ser verden, som den er og indser hvad telefonen gør ved os, finder du ud af, hvor meget du er gået glip af i det virkelige liv.
Det er selvfølgelig dit eget valg, hvad du gør. Det eneste jeg beder om er, at du i det mindste tænker over alt det jeg har skrevet. Det ville være så ærgerligt en udvikling at se, hvis det endte med at folk om 50 år går rundt med pukkelryg og en telefon i fjæset uden egentlig at udrette noget i livet.
Niklas H-L
Featured photo by Alicia Steels on Unsplash