Vi kender nok alle en såkaldt syvsover eller også er du det selv. De er altid mere trætte end andre og ser ud til aldrig at kunne få nok søvn. Det er dem der altid får at vide, at de er dovne, kedelige at se film med eller burde gå tidligere i seng. Men måske er der en årsag til at de er så trætte og hvis der er, hvad kan man i så fald gøre ved det?
Jeg har tidligere skrevet om søvn og vigtigheden af det baseret på bogen ”Derfor Sover Vi”. Dem kan du læse her for en mere dybdegående viden om søvn:
Hvor meget søvn er for meget?
Søvn er meget individuelt. Nogle få mennesker kan klare sig med 6-7 timer og endnu færre – en mikroskopisk del af verdensbefolkningen – kan klare sig med 5 timer og stadig fungere optimalt. Det er dog sådan, at der findes forskellige stadier af søvnen, som vi alle skal igennem.
I stadie 1 falder du ind i en let slumren, i stadie 2 begynder en drømmeløs søvn, i stadie 3 falder du ind i en dyb søvn, som kan være ubehagelig at blive vækket fra og endelig i stadie 4 starter REM-søvnen, næsten den vigtigste af dem alle. Kort sagt, rydder REM-søvnen op i hjernen. Det er her hjernen gennemgår dagens informationer og samler det hele til noget forståeligt. Hvis du skipper for meget søvn, går du glip af REM-søvnen, som ellers også er vigtig for både din sociale og følelsesmæssige adfærd og kreativiteten. Derfor siger man, at voksne mennesker generelt skal sove 7-9 timer.
Hvis du har lyst til at finde ud af, hvor meget søvn du egentlig har brug for, kan du teste det henover en ferie. Brug en uges tid eller to på at notere dig, hvornår du går i seng og hvornår du vågner op. Gennemsnittet af det er cirka den mængde søvn, du har brug for.
Men hvor meget er så for meget? Det kan være svært at svare på, for det kommer også an på om du er barn eller teenager, som har brug for flere timers søvn end voksne. Men lad os sige, at du er en voksen person og begynder at sove over 9 timer hver dag. Det kan måske være starten på et problem, for ligesom for lidt søvn kan være skadeligt, kan for meget søvn være lige så skadeligt. Iøvrigt fører for meget søvn til endnu mere træthed. Det fører dog også visse sygdomme med sig.
Hvad sker der, hvis du sover for meget?
Nu er jeg ikke læge, men jeg lægger en del research bag hvert emne. Netop i denne research fandt jeg ud af, at træthed kan skyldes mange ting. Det kan f.eks. skyldes hjertesygdomme, blodmangel, søvnapnø og narkolepsi og psykiske sygdomme som depression. At sove for meget kan samtidig føre visse lidelser med sig. En af dem jeg kan nikke genkendende til er hovedpine. Det oplever jeg stort set hver weekend, når søvnen lige skal indhentes. Det prøver jeg dog at lave om på. Andre lidelser kan også være rygsmerter, vægtforøgelse og diabetes. Lange perioder uden bevægelse gør nemlig kroppen svagere, fordi du bare ligger ned mere end du bevæger dig. Kroppen er bygget til bevægelse – på den måde holder den sig sund og rask.
Men nu skal det ikke forestille at være en eller anden skræmmekampagne mod søvn, for det er selvfølgelig kun gældende for dem der sover for meget hver eneste dag. At du sover for meget et par gange om måneden påvirker ikke kroppen på samme måde. Nogle gange er det også bare rart at vende sig om på den anden side og sove videre og det skal du jo have lov til. Det skal dog ikke gå hen og blive en dårlig vane, for så begynder det at gå den forkerte vej.
Når du bruger al din tid på at sove, er det heller ikke kun dig selv der påvirkes af det. Dem omkring dig påvirkes også (især hvis din konstante træthed skyldes dårlige vaner eller dovenhed). De vil opleve dig som ham eller hende, der hellere vil bruge tiden på at sove end at være sammen med dem. Måske vil de endda stoppe med at tage dig seriøs, fordi de aldrig ser dig tage særlig meget initiativ. Det er en kedelig udvikling, der er værd at tænke over.
Hvorfor sover nogle mere end andre?
Som tidligere nævnt kan det skyldes både forskellige lidelser, dårlige vaner eller dovenskab. Udover det kan dine gener også have en vis påvirkning på din cirkadiske rytme (døgnrytmen). Det kan simpelthen ligge i dine gener, at du sover lidt længere end dine venner og familie. En tredje mulighed er din alder. Børn og teenagere har brug for mere søvn end voksne og ældre behøver for det meste ikke lige så meget. Så at sige præcis hvorfor er lidt af en rodebutik, da det kræver en del undersøgelser at finde den direkte årsag. En af de mest almindelige årsager er dog, at du ikke fik nok søvn dagen før. Så der er ingen grund til at springe til konklusioner om, at du skulle lide af alt muligt.
Hvad kan du selv gøre?
- Find ud af hvor meget søvn du i gennemsnit har brug for. Brug en uges tid eller to på at notere dig, hvornår du går i seng og hvornår du vågner op. Sæt derefter vækkeuret ud fra resultatet – også i weekenden.
- Kom ud af sengen når vækkeuret ringer, så du ikke risikerer at falde i søvn igen eller trykker på snooze.
- Rul gardinerne op, når du vågner og lad sollyset fylde rummet. Det hjælper din indre døgnrytme med at finde et stabilt mønster.
- Sørg for at få morgenmad og masser at drikke. Din søvn er i det store hele en slags faste på 8 timer eller mere hvis du ikke spiste noget efter aftensmaden dagen før. Kroppen har brug for væske og mad så energien kan komme op på et optimalt niveau.
- Sørg for at få nogenlunde lige meget søvn hver dag, så du ikke sparer op på søvnkontoen.
- Mindsk forbruget af alkohol. Et enkelt glas vin om aftenen er fint, men alt for meget kan påvirke kvaliteten af din søvn.
Er det bare blevet en dårlig vane
Er det blevet en dårlig vane, så prøv stadig ovenstående. Jeg vil også anbefale dig at læse mit seneste indlæg om dårlige vaner. Danner du en god rytme, vil det hjælpe i det lange løb. Du vil komme til at have mere energi i løbet af dagen og have mindre risiko for at udvikle fysiske og psykiske sygdomme.
Hvis du derimod virkelig føler en enorm træthed og intet hjælper, så er det måske mere alvorligt end, hvad et blogindlæg kan hjælpe med og derfor vil jeg anbefale, at du snakker med en læge i stedet for.
Niklas H-L
Featured photo by Martina Misar-Tummeltshammer on Unsplash