”Hvis bare jeg havde gjort det og det, så var det der nok ikke sket.”
”Hvad nu, hvis han siger nej, når jeg spørger ham om det der?”
”Hvorfor reagerede de på den måde, da jeg sagde det?”
Dem og mange andre sætninger er gode eksempler på, de sætninger der kører rundt i hovedet på en, når man overtænker og overanalyserer en situation.
Hvis der er nogen, der ved noget om at overtænke, så er det mig. Jeg er olympisk mester i overtænkning. Jeg tager alt for ofte mig selv i at overanalysere en situation så simpel som f.eks., hvad jeg skal sige til en person og hvad denne person svarer. Det ender næsten med, at jeg forbereder et helt manuskript inde i hovedet med mulige spørgsmål og svar, når jeg skal ringe til nogen. Heldigvis er det blevet nemmere med tiden at kaste det fra mig.
Er du selv lidt af en overtænker og myldrer tankerne rundt i hovedet på dig, så læs endelig videre.
Hvor mange tanker har du om dagen?
Det er svært at linke til en specifik artikel om den slags, for der er flere artikler om den slags, end man kan tælle på to hænder. Og de kommer alle med forskellige forslag. Men de tal der går igen er stadig helt vilde. Der løber omkring 60.000 – 80.000 tanker gennem dit hoved om dagen – og det er på en helt almindelig dag. Så er der intet at sige til, at man nogle gange føler en hvis tankemylder, hvis man lytter til dem alle sammen. Det værste er, at rigtig mange af dem er de samme som i går.
Hvad værre er, så har undersøgelser også vist, at grublerier er stærkt knyttet til blandt andet depression, angst og stress. I en undersøgelse studerede man 32.827 mennesker fra 172 lande, der viste, at den største stressfaktor var de begivenheder, man kommer ud for i en almindelig hverdag. Derefter kom ting som ens familieforhold, indkomst, uddannelse og forhold til andre mennesker. Dem der ikke havde tendens til at overtænke situationer, blev ikke stressede eller deprimerede, selvom de kom ud for noget negativt.
Overtænkning er en dårlig vane
Okay, okay, fine undersøgelser, men hvad kan jeg bruge det til? Læg mærke til den sidste gruppe mennesker jeg skrev om ovenfor: Dem der ikke overtænker. Du kan blive en af dem, men først er du nødt til at forstå, at det ikke er de slemme eller traumatiske situationer i livet, du skal frygte. Det, du skal frygte, er din egen uvilje til at kontrollere din reaktion på disse situationer. Da jeg faldt over dette første gang, tænkte jeg også, Hvad?
Din frygt, dine bekymringer, er blevet en vane. Du har ubevidst trænet din hjerne til at ligge alt for meget i situationer, hvor der er risiko for at opleve en lille smule forandring og modstand i hverdagen. Det er ligesom en ryger, der har bildt sig selv ind, at han/hun får det bedre og bliver mindre stresset af at ryge.
Du kan bruge nok så meget tid på at forberede enhver tænkelig situation og alligevel kan det gå galt. Der er altid ting, der kan og vil gå galt. Det er en del af livet. Sådan er det bare og det er okay. Når du lærer at acceptere, at ikke alt kan kontrolleres, er du allerede på vej mod en mindre stressende hverdag.
Giv slip på frygten
Som jeg også har nævnt en del i mine andre blogindlæg, spiller bekymringer en stor rolle i din negative tankegang. Men du må endelig ikke forsvinde ind i din frygt. Det er et slemt sted at være og det gør absolut ikke tingene bedre. Virkeligheden er næsten aldrig den, din hjerne finder på. Når det kommer til nye oplevelser, vil din hjerne forsøge at stoppe dig. Det er et naturligt instinkt at holde sig fra skræmmende situationer. Det var et godt instinkt dengang, der var risiko for at bliver overfaldet af sabeltigere og andre rovdyr, men der er som sådan ikke noget farligt, at være bange for i den moderne verden. Skulle du bliver overfaldet af en løve, er den nok stukket af fra Zoologisk Have og chancerne for det er stort set ikke-eksisterende.
Som en naturlig del af hjernens biologi vil den også forsøge at finde logik og analyserer the crap out of everything. Men sådan behøver det overhovedet ikke at være. Det er ikke nødvendigt at gå en hel dag og spekulere over, hvorfor damen i busstoppestedet stirrede så ondt på dig, da du gik forbi hende. Det er heller ikke nødvendigt at spekulere over, hvorfor den fremmede person, du mødte i Netto, grinede af dig. Sandsynligheden for, at de vil gå og huske det resten af dagen, er meget lille.
De simple, små ting betyder slet ikke så meget, som du går og tror. Hvis du altid bruger din tid på at tænke over, hvorfor det skete og hvad der sker, hvis du gør det og det, så kommer du til at stå stille. Dit liv vil ikke rykke sig særligt meget, hvis alt din tid går på at bekymre dig og frygte nye situationer.
Du kan altid ombestemme dig
Glem alt om hvad der måske går godt eller hvad der måske kan gå galt, for det er endnu ikke bestemt. Ingen ved med sikkerhed, hvad vores valg kan føre til. Hverken dig eller dine venner. Du kan kun prøve på at guide livet i den rigtige retning. Men det er også vigtigt, at du ikke låser dig selv fast i tanken om, at det skal lykkes, for hvis det ikke lykkes, kommer du måske til at konkludere, at det gik ligesom alt andet i dit liv: Det blev en fiasko. Husk på, at den beslutning, du tager, ikke er endelig og bestemmer resten af din fremtid. Du har altid mulighed for at ombestemme dig eller prøve en ny retning.
I stedet for at sige, ”Hvad sagde jeg”, så sig, ”Nåh, det var ikke noget for mig alligevel” eller ”Det gik ikke som forventet, men nu ved jeg i det mindste, hvad jeg skal gøre anderledes næste gang”.
Bare gør det
Når du står i en situation, hvor du kan mærke det snigende tankemylder, så spørg dig selv, hvorfor du overtænker lige nu. Er dette øjeblik så værdifuldt, at det har ret til at ødelægge en ellers så fantastisk dag? Har dette øjeblik nogen betydning for dig om 5 år eller endda 5 uger? Hvis ikke, hvorfor bekymrer du dig så?
Vær en handlingens person. Stå ikke der og tænk så meget, bare gør det – eller lad være, hvis valget står mellem at røve en bank eller ej. Spontanitet er virkelig nøglen ud af overtænkning. Der er ikke nogen rigtig beslutning, så længe du får det bedste ud af, hvad end du vælger. Jeg læste engang et sted, at den der kaster sig ud i noget, uden at være sikker på resultatet, er modigere end den der kun kaster sig ud i noget, når de har undersøgt hver en detalje af situationen. Og det kunne ikke være mere sandt.
Kender du ikke Mel Robbins, vil jeg anbefale, at du finder nogle videoer på Youtube om hendes 5 Second Rule. Den er meget simpel og helt fantastisk at bruge i situationer, der kræver, at du tager et valg. Den går ud på, at du i situationen simpelthen siger ”5, 4, 3, 2, 1…” og på 1 tager du springet og gør det, du tænker på at gøre, før din hjerne stopper dig.
Observer tankemylderet
Du kan ikke slippe fuldstændig fra din overtænkning og det behøver du heller ikke. Men du må vælge hvilke tanker du vil lytte til.
Nu kommer det måske til at lyde mærkeligt for nogle, men du er ikke dine tanker. Hvis du tænker over det, hvem er det så der tænker dine tanker? Er det dig der tænker de negative tanker og hvis det er, hvem er det så der tænker, at du helst ville være fri for de negative tanker? Uanset hvad, så kan du udnytte det ved at observere de negativer tanker, når de viser sig. Slap af og vær i nuet, mens du lader tankerne flyde. Jeg ved godt, det lyder lidt paradoksalt, men ligesom alt andet, forsvinder de igen, hvis du lader dem være og kun ser til, mens de drøner forbi. Se på det som en mobber. Hvis du som mobbeoffer er helt neutral overfor mobberen, vil han til sidst kede sig så meget, at han forsvinder igen.
3 hurtige øvelser
Her til sidst vil jeg lige komme med 3 øvelser, du kan udføre derhjemme:
- Skriv dine tanker ned, så du bliver bevidst om, hvilke tanker der løber gennem dit hoved. Mange gange er det godt at kunne se dine tanker fysisk, så du ved hvilke tankemønstrer og vaner, du må prøve at ændre.
- Vælg dine nyheder med omhu. Nyheder er over det hele på de sociale medier, på resten af nettet, på alle avisstandere og i fjernsynet. De er næsten ikke til at undgå, men du kan som det første holde dig selv fra at læse dem på nettet, Facebook og se dem i fjernsynet. De kan have rigtig meget at sige i forhold til dine negative tanker, så ved at begrænse dem, får du det betydeligt bedre mentalt.
- Se på hvem du omgås. Lige dette punkt kan være svært at ændre, da det jo har med ens familie og venner at gøre. Men det kan være en rigtig god byrde at løfte af skuldrene, hvis du begrænser kontakten eller helt dropper kontakten til de mennesker, der altid efterlader dig med en følelse af negativitet og stress.
Nu skulle du gerne have fået en idé om, hvad overtænkning gør mod dig og hvordan du slipper for det. Det har bestemt hjulpet mig selv ikke at lade bekymringerne få overtaget. Det er som et gardin, der er blevet trukket op og har afsløret en helt ny og mere lys verden. Og det håber jeg også, at du en dag oplever. Det ved jeg, du gør.
Niklas H-L
Featured photo by Laurenz Kleinheider on Unsplash