Nogle gange kan det føles, som om ens liv er gået i stå. Man står i det samme job, man har haft siden folkeskolen og kan ikke se nogen udvej. Nogle ender med at arbejde i det samme job hele deres liv. Den ene dag efter den anden går med at brokke sig over endnu en arbejdsdag. Livet leves weekend til weekend, måned til måned. Så længe pengene er gode nok, er der jo ingen grund til at være alt for bekymret og haste alt for meget med at komme videre. Det kan vente til i morgen. Eller hvad? Måske er det tid til at finde ud af, hvad du virkelig brænder for. Måske mangler du det sidste skub. Om ikke andet vil jeg prøve mit bedste for at inspirere dig bare en lille smule.
Passion
At finde sin passion er i virkeligheden en længere rejse, medmindre du er en af dem, der har vidst, hvad de ville lige siden, de var 5 år.
En måde at finde ud af, hvad du er skabt til er at kigge tilbage på, hvad du elskede som barn. Elskede du at skrive? Sæt dig ned med papir og blyant (eller computeren) og se hvad der sker. Ved at kigge tilbage kan vi nemmere finde ud af, hvad der nok også interesserer os nu. Som børn er vi for det meste åbne for alt og gør hvad vi synes er sjovt, for at få tiden til at gå. Det er her oprigtige interesser og hobbyer begynder at udvikle sig. Barndommen handler meget om at eksperimentere med forskellige idéer – også de flygtige af dem.
Det ændrer sig ikke, bare fordi vi bliver voksne. Du har stadig al ret til at drømme, lege og eksperimentere. Når du gør det, finder du hurtigere ud af, hvad du kan bygge videre på. Det siger egentlig lidt sig selv, men mange får aldrig afprøvet nye interesser, fordi de måske synes, at det bare er en dum idé eller også tør de ikke. Men det er netop mærkelige interesser og dumme idéer, der skaber succes.
Hvem havde troet, at den tosse der påstod, at han/hun kunne skabe kunst med kaffe, ville ændre hele kaffeindustrien og det at være barista? Hvem havde troet, at en hattemager i vores moderne verden kunne få succes ved at skabe klassiske hatte, fordi det var noget han/hun selv interesserede sig for?
Tænk på hvor mærkelig en idé mælk er… Hvilket fornuftigt menneske får den idé at drikke noget, der kommer ud af et dyr, der går dér helt i sin egen verden, græsser lidt og skider hvor det har lyst? Ingen ko kunne nogensinde finde på at drikke menneskemælk og markedsføre det til de andre køer.
Jeg siger bare, at du ikke skal lade dig stoppe, fordi du eller nogen anden synes, at det er mærkeligt, svært og aldrig bliver en succes. Så længe du selv er glad.
Men i stedet for at fortælle dig, hvordan du skal finde din passion, vil jeg fortælle min egen historie, da det er meget individuelt, hvordan vi finder vores vej her i livet.
Min historie
The Secret Life of Walter Mitty var den første film, der virkelig tændte min rejselyst og min lyst til at være fri. Den måde de præsenterede verden på i den film blev en øjenåbner for mig. Jeg vidste, at jeg skulle se hele verden. Jeg skulle bare finde ud af, hvordan. Desværre havde jeg ikke mod på en så stor forandring på det tidspunkt. Inderst inde mente jeg vel, at jeg ikke var god nok til at kunne leve det liv, jeg altid havde drømt om: At være fri for autoriteter og være den person, der gemte sig inderst inde.
Først for omkring 3 år siden tog jeg springet og startede min egen fotograf-virksomhed. Det gik hårdt op ad bakke og det gik langsomt op for mig, at det nok ikke var det, jeg egentlig brændte for. Jeg troede, at for at køre en succesfuld fotograf-virksomhed skulle man enten være portrætfotograf eller bryllupsfotograf og intet af det fangede mig særlig meget. Faktisk slet ikke. Kald mig naiv, men jeg mener, at en fotograf – professionel eller ej – bør være præcis den fotograf, han/hun har lyst til at være. Ikke den som alle andre mener, man bør være.
Jeg lagde hele virksomhedsdelen på hylden og ledte efter nye veje. Det blev til et grundforløb på KTS (har siden da ændret navn til Next KBH) som Film- og TV-produktionstekniker. Grundforløbet tog 20 uger. Tid nok til at snuse til faget. Det var sjovt og spændende, men ikke min kop te. Det var som sådan kun det at klippe en film sammen, der mest interesserede mig. Og jeg var god til det. Men jeg måtte videre.
Pit stop
Den der trang til at rejse lå altid i baghovedet. Jeg havde bare ikke regnet ud, hvordan jeg skulle komme ud i verden og da slet ikke med den lille slat SU, jeg havde tilbage. Pengene slap op i løbet af sommerferien. Hele sommerferien søgte jeg efter job. Det var ikke andet end afvisning på afvisning på afvisning, indtil jeg endte som postbud, som man fortalte mig var det letteste job at få fat i og udføre. Jeg besluttede mig for, at jeg kun ville blive der i et år, mens jeg fik min virksomhed op at køre, selvom jeg stadig ikke vidste hvordan.
Et år gik og blev til 1,5. I mellemtiden dukkede en flygtig idé op i mig. En idé om en mand ved navn Arthur, der vandt den helt store lottogevinst, men ikke gad at have den. Det blev til et længere bogprojekt og min første færdige bog, jeg udgav i mit eget forlag.
Hos PostNord var der fyringer efter fyringer, da der pludselig skulle spares og så blev det min tur. Jeg kunne have valgt at se det som et tegn, men det gjorde jeg ikke. Jobbet havde på halvandet år stresset mig mere end noget andet. Hver gang jeg kørte ud med pakker eller post eller bare tænkte på, at skulle afsted til jobbet, sad mit hjerte oppe i halsen og adrenalinen kørte med 100 hjerteslag i minuttet alle 7-8 timer. Og alligevel sagde jeg ja, da de tilbød mig, at komme tilbage som tilkaldevikar. At være tilkaldevikar var nærmest et fuldtidsjob i den hektiske periode hos PostNord.
Genopstandelse
Endelig i maj havde jeg ferie. Min mor gav mig den gode idé at opleve noget i stedet for at smide pengene efter materielle ting. Det var den bedste beslutning, jeg længe havde taget. Jeg tog til Færøerne i 4 dage alene. Og hold da op nogle dage. Jeg lejede en bil og oplevede så meget som muligt på den tid. Jeg følte mig i kontakt med naturen. Så et omvendt vandfald, der sprøjtede op i himlen og dyngede mig til med saltvand. Jeg så bjergklatrer-får. Mærkede vinde, der kunne slå en ko omkuld. Kørte på veje, der var små som cykelstier.
Jeg oplevede også en befriende ensomhed. Tiden gik på en måde i stå og samtidig fløj den af sted. Alt hvad jeg prøvede at lære om Loven Om Tiltrækning og positiv tænkning kom til sin magt og åbnede sig mere her end noget andet sted. Min introverthed kunne udfolde sig rigtigt. Og da jeg tog hjem var, det eneste jeg kunne tænke på, at komme af sted igen.
Opsparingen slap dog op på rejsen og i næsten to måneder efter ferien ventede jeg på at blive ringet op fra PostNord, men de ringede aldrig. Jeg solgte nogle ting på Den Blå Avis, hvilket strakte mig lidt længere.
Senere gik det op for mig, at jeg slet ikke havde brug for alle de ting, jeg gik og samlede på, da jeg læste Magisk Oprydning af Maria Kondo. Det udviklede mig til at blive en slags minimalist. Langt over halvdelen af mine ejendele røg på Den Blå Avis.
Jeg begyndte at male lidt og fik donationer af familie og venner og det takker jeg meget for. Maleriet udviklede sig til læderarbejde, da min gamle barndomsinteresse for at skabe og opfinde dukkede frem i mig igen efter at have være undertrykt i næsten et halvt liv. Alt dette imens jeg skrev endnu en bog (en børnebog) under pseudonymet Bobby Snitzel.
Jeg slugte den ene selvhjælpsbog efter den anden og fandt ud af, hvordan jeg kunne tjene penge på mit fotografi uden at være en fotograf, der ikke passede til min egen person. Jeg troede hele tiden på, at der altid ville være penge nok og det var der.
Lidt efter lidt gik det bedre. Jeg legede med tanken om at blive blogger og elskede det, trods min store skepsis for bare et år siden. Og nu er jeg ved at skrive en tredje bog. En sci-fi bog.
Tiden efter
Der er gået et år, siden jeg tog på ferie til Færøerne. Jeg sagde postjobbet op de to måneder efter ferien. Pengene er små, jeg er langt fra mit mål og udvikler stadig mine interesser og mig selv personligt, men jeg ved, at jeg er på rette vej og det er nok for mig. I baghovedet lurer stadig en evig følelse af rejselyst, men jeg er sikker på, at den næste rejse venter mig lige rundt om hjørnet.
Tag skridtet
Uanset hvor slemt det står til lige nu og hvor lidt du tror på dig selv, så ender det altid godt i sidste ende. Du må endelig ikke tro, at dit liv er gået i stå, fordi du står i et job, du hader. Men du er nødt til selv at tage det første skridt.
Selv hvis du ikke tror på det, giver universet dig tegn hele tiden, så åben øjnene og gør dig modtagelig. Hvem ved, måske kommer det til dig en dag du sidder fast i morgentrafikken.
Niklas H-L
Photo by Matese Fields on Unsplash
Niklas H-L 