Photo by Mariya Georgieva on Unsplash
Vi glemmer nogle gange, hvor nemt vi har det i dag, hvor det at tage et tage et billede engang næsten var en form for kunst. Dengang tog man sig tid, hvis billedet skulle blive godt. Man var nødt til at have viden og forståelse for hele processen for at få et godt slutresultat.
Den gamle viden ender med at blive en glemt. Men heldigvis er der så mange, der igen er begyndt at tage det analoge kamera til sig. Så hvis dit kamera ikke har indbygget måler eller du ikke kan finde et batteri til kameraet eller hvis du, ligesom mig, bare godt kunne tænke dig at lære det, fordi måleren ikke altid er til at stole på (ja, det gælder også dig hr. DSLR), så læs videre.
Sunny f/16, sunny 16 rule, sunny 16-reglen, den har mange navne. Kort sagt betyder det, at går du ud med dit kamera en dag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, kan du være sikker på at få et perfekt eksponeret billede med indstillingerne ISO 100, f/16, lukketid 125 (1/100 på digital kamera). Prøv det, hvis du ikke tror på mig.
Hvordan fungerer det?
Der er ikke det helt store matematiske ved det, men det kræver tilvænning og øvelse som så meget andet. Som sagt starter du ved f/16 under en skyfri himmel med solen i ryggen. Bruger du et analog kamera er filmen fast, så har du f.eks. en ISO 100 film i kameraet, sætter du lukkehastigheden til 100. På de fleste analoge kameraer er den tætteste lukketid 125, så det er fint nok. Hellere for højt end for lavt.
Vil du gerne tage et billede med en mere sløret baggrund, men stadig under en solrig og skyfri himmel, og vælger du blænde f/2.8, er du på skideren… Nej, men det er kun de nyere analog kameraer, du kan gøre det med, for fra f/16 til f/2.8 er der fem fulde stop. Det vil sige, at du skal skrue lukkehastigheden fem fulde stop op og det giver lukketid 4000. Du kan selvfølgelig godt justere blænden, hvis du ikke går amok med den. Skruer du blænden op med to stop, så den ender på f/8, skruer du tilsvarende to stop op for lukkeren, så den ender på 500. En huskeregel er: For hvert f-nummer du går op, går du lige så mange stop op i lukketiden.
Sætter du en ISO 200 film i kameraet, skal din lukketid starte på 200-250 (som er det tætteste på et analog kamera), sætter du en ISO 400 film i kameraet, skal din lukketid starte på 500, og så videre. Lukketiden skal altid være (tæt på) det samme tal som ISO’en, medmindre du gør som i ovenstående eksempel.
Og for at få det helt på det rene – for det kan virke forvirrende for nogle – når du går op i blænden betyder det i virkeligheden, at tallet bliver mindre. Man siger op, fordi blænden åbner lukker op for mere lys jo lavere tallet bliver.
De mest almindelige fulde stop på analog kameraer
Blænde | f/1.4 | f/2 | f/2.8 | f/4 | f/5.6 | f/8 | f/11 | f/16 | f/22 | f/32 | ||
ISO | 100 | 200 | 400 | 800 | 1600 | 3200 | ||||||
Lukketid | 2 | 4 | 8 | 15 | 30 | 60 | 125 | 250 | 500 | 1000 | 2000 | 4000 |
Når du indstiller kameraet skal du huske at holde øje med vejret, omgivelserne og skyggerne, for det er sådan, du regner ud, hvilken blænde, du skal bruge. Er det overskyet, skal du for eksempel bruge f/8. Men for at gøre det klart, får du hele listen her:
Sunny 16-reglen
f/22 – Sand og sne – Hårde skygger med skarpe kanter (Sand og sne reflekterer meget lys, derfor skal du bruge f/22)
f/16 – Sol fra en skyfri himmel eller meget få skyer – Tydelige skygger
f/11 – Let skyet – Skygger med bløde, runde kanter
f/8 – Overskyet – Næsten ingen skygger
f/5.6 – Meget overskyet – Ingen skygger
f/4 – I skygge og ved solnedgang – Ingen skygger
Bonus-info:
- Skal du skyde mod solen, skal du et stop op i blænden for at få lys nok på det, du tager billeder af. Så i stedet for f/16, bruger du f/11.
- Står du inde i skyggen og f.eks. tager billeder af en gade, der er halvt oplyst af solen, er det en god idé at sætte blænden til f/5.6 – f/8.
Det er egentlig en ret fed følelse, at kende indstillingerne, før man tager kameraet frem. Det er næsten som at forudsige klokken ved at kigge på solen. Det giver også en vis sikkerhed, da du aldrig kan stole 100% på kameraets måler. Det måler tit efter det, du peger på, hvor Sunny 16 måler billedet i sin helhed.
Og så lige et par eksempler fra mine egne analog kameraer

Blænde: f/22 – ISO: 100 – Lukketid: 125

Blænde: f/16 – ISO: 100 – Lukketid: 125

Blænde: f/16 – ISO: 400 – Lukketid: 500

Blænde: f/11 – ISO: 400 – Lukketid: 500 (Mod Solen)

Blænde: f/5.6 – ISO: 100 – Lukketid: 125

Blænde: f/5.6 – ISO: 200 – Lukketid: 250
Jeg håber, du fik noget ud af det og har fået en idé om, hvor du skal starte. Og hvis alt går ad helveds til, kan du vel altid finde en app. Det er bare ikke lige så sjovt. Du kan også finde en god gammel lysmåler, som jeg selv. Min er en Zeiss Ikon Ikophot fra 1950’erne.

God fotografering!
Niklas H-L