Det hele startede, da vi sad og grillede et stykke mammutkød over bålets flammer. Vi var min ufrivillige kone, mine ti børn (eller også var det Bjørns) og mig selv. Vi pralede om hvilke bedrifter, vi hver især havde gjort i dagens løb. Min kone flåede pels, børnene trænede deres bærplukning og stenkast, jeg havde lige opfundet buen og pilen, som viste sig at være langt mere effektiv end sten.
Der gik ikke længe før alle i de omkringliggende grotter opdagede denne nye opfindelse og snart ejede hver en mand bue og pil. Denne nye opdagelse gav flere inspiration til at opfinde nyt. Nogle opfandt hjulet, andre opfandt underbukser af rævepels. Udviklingen gik hurtig og alt blev dokumenteret ved siden af de mange hulemalerier.
Pludselig en dag slår et lyn ned foran mig. Jeg kigger op. Himlen er sort som natten, det blæser op. Imellem de mørke skyer blinker lys i farver, jeg aldrig har set før. Min første tanke er, hvordan har de fået bål helt deroppe? I det næste øjeblik farer en tyk søjle af gul ild mod mig. Jeg flygter, så hurtigt jeg kan på mine bare fødder, men søjlen følger efter mig. Jeg får øje på mine børn og råber om hjælp, men før jeg ved af det, omgiver søjlens flammer mig. Det brænder mig ikke det mindste. Det må være den samme slags trolddom, som shamanen i nabogrotten bruger. Mine fødder letter fra jorden og det er det sidste jeg husker, inden jeg igen vågner op.
Jorden er hård, grå og kold. Alt omkring mig er anderledes og genkendeligt på én og samme tid. Der er træer, sådan som der altid har været, men på en eller anden måde vokser de op gennem en overflade af sten. Der er mange flere lyde, end jeg er vant til. De er ikke til at beskrive. Måske lyder de lidt som en flok brølende sabeltigere, måske lyder de som mine børn, der skændes om de sidste stykke mammut.
Bag mig står en kæmpe firkantet klippevæg. Rundt omkring i den finder man lige så firkantede huller med en form for gennemsigtig og skinnende belægning. Jeg må være langt væk hjemmefra. Det der sugede mig op var sikkert en ukendt fugleart, der slog mig bevidstløs og førte mig ud til kystlandet.
Fra siden kommer to mennesker gående. Tøjet er meget anderledes end det vi er vant til. De har endda tøj på hovedet og så i blændende solskin. Man skulle tro, at de havde det varmt nok uden hovedbeskyttelse. Tøjet ser dog smart ud. Der er både til overkrop, ben OG fødder! Uden tøven spørger jeg dem, hvor man kan fange det dyr henne og peger på hunnens bluse. Min kone vil elske den. De kigger bare uforstående på mig og går hovedrystende videre og griner.
Jeg prøver at bevæge mig videre op ad denne mærkelige sti. Hvilket væsen kan have lavet den? Den er så bred, at ti mammutter nemt kan gå ved siden af hinanden.
Jeg ser flere mennesker, men de ser ikke mig. De er travlt optaget af en eller anden lille flad dims. Jeg ved ikke, hvad det er. Det kunne selvfølgelig bare være en sten, men hvad er så spændende ved den, at de ikke kan tage øjnene fra den? Har de ikke set dette fantastiske sted? Og hvad nu hvis de bliver angrebet af en sulten sabeltiger?
Jeg kommer til en endnu større sti. Nej, det er ikke løgn! Jeg begynder at tro, at disse stier er lavet af et menneske. Intet væsen kan være så stort. For enden af stien suser et insekt mod mig. Det er fascinerende, for det ser ud, som om det vokser for hver gang jeg blinker. I en overdøvende larm brøler det af mig og før jeg ved af det, er insektet så stor som et klippestykke. Det har nu forvandlet sig til kasse af en slags og er ustyret med hjul (så det er sådan man bruger dem). Det farer forbi mig hurtigere end noget andet dyr. Inde i det ser jeg et menneske iført noget endnu mærkeligere tøj end parret fra tidligere. Hvor får de allesammen deres tøj fra? Mennesket råber af mig i et sprog, der virker bekendt, selvom jeg ikke forstår det.
Jeg kigger på solen. Den er den samme, som den altid har været. Fuglene har forandret sig lidt, men er stort set også de samme. Men hvorfor virker menneskerne så så fremmede?
Hver gang jeg spørger nogle om vej til grotterne ignorerer de mig eller peger på mig med deres flade, sorte, firkantede sten. Det sker op til flere gange og jeg takker pænt nej hver gang.
Jeg drejer ned ad en sti, der ligger mast inde mellem disse høje rækker af klippevægge. Jeg ser mange mennesker, der engang imellem stikker hovederne ud af hullerne og et par stykker der kommer ud fra grotterne i bunden af klippevæggene. Over alt omkring mig stopper folk op og peger på mig med deres flade dimser og vender så opmærksomheden mod dimsen igen.
Solen er ved at gå ned og først nu lægger jeg mærke til at de hurtige ting med hjul lyser stierne op. De ser ud til at vide præcis, hvor de skal hen. Jeg har stadig ikke fundet vejen hjem. Udmattet sætter jeg mig på jorden. Hvis bare nogen gad at hjælpe mig.
Da mørket falder på og larmen omkring mig falder hen, dukker søjlen af gul ild op på himlen. Igen bliver jeg suget op. Igen mister jeg bevidstheden.
Efter hvad der føles som kort tid vågner jeg op blandt min familie. De virker på en måde upåvirket af situationen. Dybt i mit sind lyder en stemme. Dens eneste besked er et medfølende, undskyld. Jeg ved stadig ikke, hvad der skete eller hvordan jeg endte, hvor jeg gjorde, men en ting er sikkert: Jeg skal aldrig derhen igen!
Et lyn slår ned foran mig…
Niklas H-L
Niklas H-L 